Uret ringer kl. 6.00 og 6.30/6.45 er vi ude af doeren paa vej til bussen. For enden af vores vej kan vi komme med en groen Higer bus eller en af de blaa minibusser til Megananja. Alt afhaengigt af tidspunktet kan vi komme med en bus med det samme eller risikere at vente mens flere fyldte busser koerer forbi os. Det magiske tidspunkt hvor transporten bare koerer derudaf svinger lidt og det er kun et spoergsmaal om minutter foer man misser det! Naar vi saa kommer til Megananja, som er et stort bus og taxa knudepunkt, saa bliver det endnu svaerere for os at komme videre! Busserne har ikke nogle faste destinationer eller faste holdepladser og chauffoerene bestemmer stort set selv hvor de vil koere hen. En gut staar udenfor og raaber destinationen og naar vi endelig hoerer vores, som er Arat Kilo, er der 100 andre der skal samme sted hen. Og koe kultur er der altsaa ingen af I Etiopien saa alle folk loeber hen til bussen og skubber og maser for at komme ind (nogle gange faar de folk der allerede er i bussen slet ikke lov til at komme af foer det loes med at komme ind!). Det er egentlig ret fascinerende at se og de fleste af dem har et smil paa laeben mens de staar og skubber og maser hinanden. Dog holder vi os lidt tilbage fra tumulten (af frygt for at faa et blaat oeje!) og busserne bliver meget hurtigt fyldte, saa vi plejer at se et par stykker koere foer vi selv kommer med en. Men naar vi saa endelig kommer til Arat Kilo er klokken 8.00/8.15 og derfra gaar vi resten af vejen op til Kechene. Det er et godt stykke vej og vi er deroppe ca. 8.45/9.00 alt afhaengigt af hvordan turen er gaaet.
Naar vi ankommer til Kechene er alle boernene fra 5 aar og opefter taget I skole og kun de mindste boern I alderen 0-3 aar er tilbage. Som regel leger de aeldste af dem (1 ½-3 aar) udenfor naar vi kommer og de yngste ligger stadig inde I deres senge. Vi starter med at sige godmorgen rundt omkring paa hjemmet (en rigtig Etiopisk hilsen tager ret lang tid fordi man af hver enkelt person bliver spurgt mange gange hvordan man har det, vel og maerke paa forskellige maader men man skal give det samme svar, samtidig med at man giver haand og kindkys varierende af 3-5 alt afhaengigt af hvor godt man kender hinanden!) og det kan tage sin tid. Derefter leger vi med de aaldste, laver forskellige aktiviteter og foelger deres spor. Nogle gange er de mindste taget ud inden vi kommer, men ellers tager vi dem med udenfor eller ned paa gulvet paa et taeppe indenfor for at faa dem ud af sengene og stimulere dem lidt.
Op af formiddagen ved en 10-10.30 tiden faar boernene broed eller vand eller the og kl 12 faar de frokost. Nogle gange sidder de inde ved et bord og spiser Injada (traditionelt etiopisk mad bestaaende af en surdejs pandekage med en krydret sauce, ofte bestaaende af linser, ovenpaa) og andre gange saetter en af plejerne sig paa en stol med boernene staaende omkring sig saa hun med haanden kan fodre dem en efter en. Umiddelbart er den sidst naevnte metode for mig ikke at foretraekke da jeg mener boernene boer spise selv, men i den etiopiske kultur er det at man fodrer et andet menneske et tegn paa omsorg og respekt, saa hensigten kan jeg ikke protestere imod. Efter frokost bliver boernene sat paa potte inden de skal sove til middag frem til en 2-3 tiden om eftermiddagen. I den periode spiser plejerne og os frokost og drikker kaffe. Kaffe ceramonien (hvor man faar 3 kopper kaffe – foerst en staerk kop, men saa bliver de mildere efterhaanden som der brygges videre og de er altid fyldt med sukker) er en stor del af den etiopiske kultur og isaer plejerne synes det er en vigtig del af deres dag. Men det tager sin tid, saa ofte bliver kaffen nydt med en af de yngste, som I dette tidsrum er vaagen, paa armen. Plejerne vaelger nogle gange at overhoere evt. graad inde fra huset fordi de helst vil nyde kaffen I fred, men det har heldigvis aendret sig bare lidt efter vi er begyndt at tage dem med ud.
Der er paa Kechene ikke nogen faelles holdning til hvordan tingene skal goeres og de skiftende hold af plejere goer tingene paa hver deres maade, hvilket goer det svaert for os at skabe stabilitet og nogenlunde forudsigelighed for boernene! De fleste af dem ser ikke aktiviteter og stimulation som en noedvendighed for boernene og gaar mere op i kaffeceramoni, madlavning og hyggesnak end at lave noget sammen med boernene. Vi proever at vise forskellige aktiviteter, men ofte lukker de doeren ind til rummet vi og boernene befinder os i eller de gaar ikke med os naar vi gaar tur, hvilket goer at VI er paa boernene mens DE passer sig selv. Havde vi ikke vaeret der, saa havde boernene ogsaa faaet lov til at passe sig selv og blive lukket ind i et rum uden voksent opsyn! Der er tre plejere som faktisk er paa boernene og goer tingene meget taet paa vores maade og de er rigtigt gode til at se hvad vi laver og rose os for vores metoder. Det er fedt at vaere paa arbejde med de tre, men desvaere koerer de skiftehold derude saa det er maaske en eller to gange om ugen (hvis vi er heldige!) at vi er paa arbejde med dem. Resten af tiden staar vi stort set alene med boernene uden nogen form for kollegial stoette eller samarbejde fra plejerne. Personligt er de meget glade for os og vi snakker lystigt sammen paa amharisk og engelsk, men hvad angaar boernene saa er vi meget langt fra hinanden og vores kommunikation er for daarlig til at snakke fagligt sammen og give os mulighed for at forklare hvorfor vi goer som vi goer og hvorfor de ogsaa boer goere det!
Nogle af de store boern kommer til Kechene for at spise frokost og gaar efter 30-45 min. tilbage til undervisning paa skolen. Nogle af de store piger slutter skoledagen ved middagstid og er ogsaa paa Kechene om eftermiddagen hvor de vasker toej, laver lektier og sidder og snakker ude paa trappen foran hovedbygningen. Hvis de har brug for hjaelp eller lyst til at snakke, kommer de ofte ned til os i boernehuset. Ved en 3-4 tiden kommer resten af skole boernene hjem og vi bruger tid sammen med dem, enten ved at lave aktiviteter, snakke eller hjaelpe dem med lektier. Ved en 5 tiden afslutter vi dagen paa Kechene og tager hjem.
Vi gaar tilbage til Arat Kilo hvor vi kan handle ind til aftensmaden, hvorefter vi tager turen tilbage til Megenanja og skifter til en bus videre hjem. Hjemturen er ogsaa midt I myldretiden saa den er ofte lang og “crowded”, men heldigvis moeder vi rigtigt mange soede, venlige og underholdende mennesker paa vores ture frem og tilbage og det skal ogsaa naevnes at I busserne rykker man sammen saa der sidder mindst 3 paa hvert saede for at goere plads til saa mange som muligt. Man kommer hinanden ved og faar brudt nogle intimgraenser paa disse busture, men efter en del tilvaending er det faktisk ret hyggeligt! Den sidste bus koerer ikke helt ud til vores vej, saa det sidste stykker tager vi I en tuk-tuk (en overdaekket knaldert med plads til 4-5 personer) foer vi er helt hjemme. Paa dette tidspunkt er klokken naaet 7. Det er blevet moerkt og vi gaar direkte igang med aftensmaden. Resten af aftenen gaar med hygge, afslapning, laesning eller diverse andre projekter og kl. er sjaeldent mere end 10 foer vi alle er gaaet I seng og klar til en ny dag I morgen.
